FØDSELSDAG
Fødselsdagskage
Rundt omkring i hele verden serveres der fødselsdagskage. Fødselsdagskagen er en sød og festlig dessert, som er elsket i hele verden.
Der er naturligvis mange forskellige variationer af fødselsdagskagen. Herhjemme i Danmark er den typiske fødselsdagskage den fynske brunsviger, lagkage eller kagemanden af vandbakkelse pyntet med slik og glasur. Det er de kager, som vi danskere forbinder med den klassiske fødselsdagskage. Men det er dog ikke brunsviger eller vandbakkelsesmand, der bliver serveret til fødselsdage rundt omkring i verden. Der findes nemlig forskellige kulturelle variationer af fødselsdagskagen – du kan læse mere om, hvilke lande der spiser hvilke kager her:
Mexico: Mexicanernes foretrukne kage er tres leches, som på dansk betyder tre mælke. Som navnet antyder, er det en sukkerkage, der er dyppet i tre slags mælk – både kondenseret mælk, evaporeret mælk og fløde. En lys kage med mange lufthuller, som ofte bliver serveret med en frosting eller marengs på toppen. Den spises både til fødselsdage, men også til andre store begivenheder og fejringer i Mexico.
Tyskland: Black Forest Cherry Cake er tyskernes svar på en fødselsdagskage. Kagen er en rig, tæt chokoladekage med sød kirsebærsovs og smørcreme. Kagen pyntes ofte med chokoladeganache, smørcreme, friske kirsebær og chokoladespåner.
USA: Amerikanernes bud på en klassisk fødselsdagskage er lagkage med lyse vaniljebunde, der stables på hinanden. Mellem bundene er der smurt smørcreme og så er kagen pyntet med krymmel og små lys. Der er en helt særlig lagkage, som er den klassiske fødselsdagslagkage – den kaldes funfetti cake. Det er en rigtig festlig kage, da den er fyldt med krymmel både indeni og udenpå. Funfetti birthday cake er amerikanernes foretrukne fødselsdagslagkage, så du kan næsten være helt sikker på, at hvis du inviteres til fødselsdag i USA, så bliver du budt på funfetti birthday cake.
Storbritannien: Victoria Sponge Cake, som er opkaldt efter Dronning Victoria, er en elsket fødselsdagskage blandt englænderne. Kagen består af to lyse og svampede lagkagebunde og imellem bundende ligger et lag af flødeskum og syltetøj.
Frankrig: Franskmændene kræser for deres fødselsdagskager og de går meget op i gode råvarer og et elegant udtryk. Kager, som serveres til fødselsdage i Frankrig kunne for eksempel være fraisier (en jordbærkage), Opéra (små stykker af en mandel/kaffe kage med ganache, smørcreme og chokoladeglasur), Saint-Honoré (en sprød bund, som enten kan være butterdej eller en mørdej. På bunden ligger et lag vaniljecreme og små vandbakkelser, som er dyppet i karamel) og ellers er Frankrigs national dessert crepes (en helt tynd og glat pandekage) også en mulig “kage” til franske fødselsdagsfejringer.
Østrig: En meget populær kagespecialitet, som er kåret som nr. 1 blandt wienerne – Sachertorte. En rigtig chokoladebombe. Det er nemlig kakaobunde, der lægges sammen med abrikosmarmelade og som herefter glaseres i en tyk chokoladeglasur. Chokoladekagen blev skabt i 1832 af Franz Sacher og har siden den dag været en af de mest berømte specialiteter i Østrig.
Indien: I Indien er det Mawa-kagen, der almindeligvis serveres til fødselsdage. Det er en simpel kage, som er krydret med kardemomme og muskatnød. På toppen er den drysset med blandede nødder. Kagen har fået navnet “mawa”, da det er en vigtig ingrediens i kagen. Mawa er mælk, som er kogt ind. Mælken skal koge ind så længe, at der til sidst kun ligger en fast masse i bunden af gryden, der mest af alt ligner en portion tør røræg. I Indien bruger de mawa til mange forskellige desserter og i slik.
Sverige: Prinessetårta er sveriges svar på en kongelig fødselsdagslagkage. Kagen er overtrukket med grøn marcipan og under marcipanen gemmer sig en sød kage, som består af luftige bunde, vaniljecreme og hindbærmarmelade. Kagen er altid pyntet med marcipanroser.
Kender du historien om Dannebrog?
Dannebrog er Danmarks national flag. Flaget er rødt og hvidt – en rød baggrund med et hvidt gennemgående kors.
Der findes forskellige fortællinger om, hvordan Dannebrog mon kom til. Dén fortælling, som historiebøgerne hæfter sig til, er fortællingen om at flaget faldt fra himlen på en slagmark i Estland. Sagnet siger, at i år 1912 ‘faldt Dannebrog ned fra himlen’ under et opgør mellem den danske hær og estere. Den daværende danske konge, Kong Valdemar, havde samlet den danske hær og en række gejstlige (personer, som var medlem af den kirkelige stand). Sammen var de taget til Estland, da de ville forsøge at gøre landets indbyggere kristne. Alt tydede på et nederlag. Anders Sunesen var ærkebiskop og var en del af de gejstlige. Da danskerne blev overrumplet af esterene måtte den danske ærkebiskop bede Gud om hjælp. Og lige dér – ned fra himlen dalede det rød/hvide flag ned i hænderne på ærkebiskoppen. Fra at den danske hær var meget tæt på at tabeslaget, vendte det. Kong Valdemar kunne tage tilbage til Danmark med hans hær og en dansk sejr. Efter slaget fik Dannebrog sit navn ‘danernes fane’. Den nøjagtige historiske sandhed om den himmelske hændelse er meget omdiskuteret. Men ikke desto mindre anerkendes Dannebrog bredt som et af verdens ældste nationalflag, der stadig er i brug. Gennem århundreder har Dannebrog udviklet sig til at blive et stærkt symbol på dansk nationalstolthed, kultur og tradition. Flagets røde farve og hvide kors afspejler også landets kristne rødder. I dag bruges Dannebrog flittigt ved mange forskellige lejligheder – både officielle fejringer, nationale begivenheder, private fester og andre af livets store og små begivenheder. Det danske flag er et stærkt symbol på det at være dansk – flaget forbinder fortid og nutid for det danske folk.
Fødselsdagskort – inspiration til tekst
Et personligt fødselsdagskort hører sig til når der er fødselsdag. Men det kan nogle gange være svært at finde ud af hvad man skal skrive i fødselsdagskortet. Her finder du inspiration til hvad du kan skrive i kortet – både til børn og voksne. Du kan finde både sjove, personlige og klassiske tekster som du kan bruge som inspiration.
Generelt er det også ret fint at nævne noget om fødselaren – en oplevelse I har haft sammen, noget vedkommende elsker eller en intern joke. Et personligt præg er med til at gøre kortet endnu sjovere, hyggeligere og rart at modtage.
Sådan dækker du et flot fødselsdagsbord
Et flot fødselsdagsbord er en vigtig del af fødselsdagsfesten. Fødselsdagsbordet er med til at skabe en festlig stemning, og det skal der jo være når det gælder fødselsdag. Her er nogle tips til, hvordan du dækker et smukt og indbydende fødselsdagsbord.
- Vælg en flot dug eller bordløber, som sætter rammen om hele bordet. Det kan være alt lige fra en hørdug til en voksdug – du skal blot vælge den, som passer bedst til dit arrangement. Er det børnefødselsdag, så er en voksdug jo helt perfekt. Til en fødselsdagsfest med gode venner, er det smukt og elegant med en hør- eller bomuldsdug. Og ellers kan det også være en idé med en bordløber – de findes med forskellige motiver på, blandt andet blomster og flag, som jo er en oplagt mulighed til fødselsdagsbordet.
- Når det gælder service, er det dejlig nemt blot at bruge det, som man har i skuffer og skabe. Tallerkener, bestik, glas og evt. vinglas stilles fint på bordet. Hvis du ønsker at gøre borddækningen personlig, kan du lave bordkort – de vil også pynte på borddækningen, da de kan laves så fine og personlige. Her er det kun fantasien, der sætter grænser. Bordkort på laves på så mange forskellige måder. Skriv på manillamærker, små sten, klemmer eller hvad der ellers passer til dit fødselsdagstema. Du kan finde meget god og kreativ inspiration på internettet.
- Bordpynt er uundværligt! Det er virkelig bordpynten, som er med til at skabe stemningen omkring fødselsdagsbordet. Pynt bordet med blomster og levende lys. Det er altid en god idé med blomster og lys på bordet. Nogle familier har også et såkaldt ‘fødselsdagstog’, som sættes på bordet. Alle former for bordpynt er fint, hvis bare du finder det, der passer til din stil.
- Flag skal der selvfølgelig også være rigeligt af til en fødselsdagsfest! Der findes jo et bredt udvalg af flag – flagguirlander, bordflag, keramikflag, papirflag, flagstænger og meget mere. Inddrag flagene i borddækningen, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at der skal være fødselsdagsfest.
På billedet herunder kan du se, hvor simpelt en fødselsdagsborddækning kan være. Dugen er en voksdug, som har præcis sammen farve og udtryk som hør-servietterne. Bordet er pyntet med keramikflag i forskellige størrelser og farver, hvilket giver et skønt og hyggeligt udtryk. Her er der vidst ingen, der er i tvivl om, at der skal fejres fødselsdag!
Sådan fejrede man fødselsdag i gamle dage
Faktisk har det ikke altid heddet “fødselsdag”. Helt indtil år 1864 kaldte man denne særlige dag for “geburtstag”, som stammer fra Tyskland. Men efter 1864 og den slesvigske krig blev det forbudt at bruge det ord og herefter begyndte man at kalde det fødselsdag, hvilket også passer meget bedre ind i det danske sprog.
De første par hundrede år var fødselsdage også kun noget man fejrede i kongefamilien og senere hen blev adlen også fejret på hans fødselsdag. Først i 1800-tallet begyndte borgerskabet at fejre fødselsdage. Men det var langt fra lige så præcist som i dag. De kendte nemlig ikke helt deres præcise fødselsdag, så de brugte årets forskellige højtider og mærkedage som jul, Sankt Hans og påske til nogenlunde at regne sig frem til, hvornår på året man havde fødselsdag.
Man fik heller ikke gaver på samme måde som vi gør i dag. Hvis man var heldig at få en gave, så var det ofte praktiske ting, som kunne bruges til arbejdet. Kun de heldige og rigere børn kunne få et stykke “rigtigt” legetøj.
Fødselsdage var dengang noget helt andet end de fødselsdage, som vi kender til i dag.
Fødselsdagsgaveidéer til ham
At finde den perfekte gave til ham kan være både sjovt og udfordrende. Her er nogle gaveidéer, som vil glæde enhver mand afhængig af alder og interesser.
- Oplevelser: at give oplevelser i fødselsdagsgave er altid en god idé! Oplevelser kan være mange ting – koncert, festival, middag på en god restaurant, vinsmagning, et foredrag eller en tur ud i landet. Mulighederne er mange – det handler bare om, at kende fødselaren godt nok til at vide, hvilken oplevelse der kunne interessere ham.
- Sportsudstyr: hvis fødselaren er en aktiv mand, der interesserer sig for sport, så er nyt sportsudstyr en god og brugbar gave. Det kan være alt lige fra en træningsmåtte eller en kettlebell, til et gavekort til en sportsbutik. Smarte gadgets, såsom løbeur eller pulsmåler er også en god gave til den aktive mand. Fodboldtrøjer er også populært blandt alle fodboldfans – hvis du ved hvilket hold han holder med, så vil en fodboldtrøje med dét hold være en oplagt gaveidé.
- Bøger og hobby: hvis han elsker at læse eller har en særlig hobby, kan en god bog være en ideel gave. Der findes så mange spændende og inspirerende bøger – både fag- og skønlitteratur. Det er sikkert også muligt at finde en bog, som passer til hans hobby, hvis han har sådan en. Det kunne være en bog om fiskeri, madlavning, jagt, fugle eller investering – der er så mange gode bøger derude.
- Tøj og accessories: en flot læderpung, et ur, solbriller eller et elegant slips kan være den perfekte prik over i’et når det gælder påklædning. Men det behøver ikke altid være så fint – de klassiske gaver til ‘manden, der har alt’ er jo underbukser og sokker – og det kan heldigvis altid bruges.
Fødselsdagsgaveidéer til hende
Leder du efter den perfekte fødselsdagsgave til hende, så finder du her en række foreslag til gaver til hende. Gaveidéer, som er perfekt til fødselsdag, men også mors dag, adventsgave eller julegave.
- Skønhedsprodukter: forkæl fødselaren med lækre hudpleje produkter, parfume, hårprodukter eller neglelak. Mange synes, at der er dejligt at få skønhedsprodukter i gave, fordi det er noget man altid kan bruge.
- Mode og tøj: overrask hende med et stykke tøj eller accessories, såsom en flot t-shirt, et par sneakers eller en skjorte. Find dét du mener passer bedst til hendes stil – så skal det helt sikkert nok blive en succes.
Det kan også nogle gange være dejligt at give en gave, hvor man ikke skal tage stilling til størrelse, fordi det kan være svært at finde den helt rigtige størrelse. Fine gaveidéer kunne derfor også være en nøglering, en clutch, et lækkert tørklæde eller et par fine strømper. Ellers er et gavekort til hendes yndlings tøjbutik også en ret god og brugbar gave.
- Hjemmelavede ting: er der noget skønnere end hjemmelavede gaver? Hvis du er kreativ eller har en særlig hobby, så er en hjemmelavet ting en skøn gaveidé. Hjemmelavede gaver falder som regel altid i god jord, fordi der er en helt særlig tanke bag. Børn er også gode til at lave de fineste kreative værker, som vil glæde enhver fødselar.
- Smykker og accessories: et smukt par øreringe, et armbånd eller en halskæde er den helt perfekte gave til hende. Smykker er noget man aldrig helt kan få nok af, da det varierer fra dag til dag, hvilket smykke man er i humør til at have på. Det er derfor altid dejligt, at have lidt smykker at vælge i mellem. Og så er smykkeskrin jo også en virkelig god gaveidé, for det skal man jo også have!
Den ultimative tjekliste til fødselsdagsfesten
Planlægningen af en fødselsdagsfest kan være en hyggelig, men travl proces. For at sikre at intet bliver glemt, så kan du herunder se en tjekliste på de væsenligste ting til fødselsdagsfesten. Listen dækker alt fra forberedelser til oprydning – så hvis du følger denne liste, så bør der være styr på det hele – og så er du klar til at holde den bedste og festligste fødselsdag for venner og familie. Lad dig inspirere af listen og tilføj selv det, du synes mangler.
En fødselsdagsfest kan jo være mange ting – nogle gange er det en stor rund fødselsdagsfest med mange mennesker, musik og dans, mens det også blot kan være en fejring af f.eks. en 7 års fødselsdag. Man skal naturligvis fejres med manér ligegyldig hvor mange år man fylder. Men det er naturligvis ikke alle fødselsdagsfester, der kræver den helt lange tjekliste. Brug det du kan fra denne og tilføj selv de punkter, som du mener mangler.
Med denne tjekliste, samt dine egne tilføjelser er du godt rustet til at planlægge en uforglemmelig fødselsdagsfest, hvor både du og dine gæster kan nyde en dag/aften fuld af fest, god stemning og glade minder.
……………………………………………………………………..
Fødselsdagspynt
At pynte op til fødselsdag handler om at skabe en festlig og personlig stemning – uanset om det er til børn, voksne eller en rund fødselsdag. Her er en guide med idéer og tips til at gøre pynten både hyggelig, personlig og festlig –
- Der er perioder på året, hvor der er flest danskere, der har fødselsdag. Det er slut marts og start april, samt i slutningen af september. Den mest populære fødselsdato i Danmark er den 21. marts, hvor over 18.000 mennesker har fødselsdag.
- Den 29. februar er en helt særlig dag, at have fødselsdag på. Præcis den dato er kun på kalenderen hvert 4. år, da det er skudår. I følge Danmarks Statestik er der ca. 3800 personer, som kan fejre fødselsdag på denne helt specielle dag. Den 29. februar er dermed også den dag, hvor færrest har fødselsdag.
- Traditionen om at holde fødselsdage går langt tilbage. I oldtiden troede man, at en fødselsdagsfejring kunne beskytte den nyfødte mod onde ånder. Derfor holdte man en lille fejrings-cermoni, når en lille ny var kommet til verden. Med tiden har det langsomt udviklet sig til at blive hvert år, man fejres. Altså en tradition og idé, der har udviklet sig til en festlig og årlig tradition i dag.
- Kong Frederik sender lykønskninger til borgere, der fylder 100, 105 og 110 år.
- Nogle steder i Kina serveres der nudelsuppe med ekstra lange nudler til fødselaren. De lange nudler er en symbol på personenes lange levetid.
- Det var på Anne Franks 13-års fødselsdag hun fik sin dagbog – den dagbog hun skrev under den tyske besættelse af Holland og som nu er en verdenskendt historie.
Vigtige fødselsdage
Nogle fødselsdage er lidt mere specielle end andre – forstået på den måde, at der er nogle menneskers fødselsdage, som får opmærksomhed i medierne og man kan dermed næsten ikke undgå at høre om det. Her er en liste med nogle af Danmarks store personligheder – måske du deler fødselsdag med en dansk kendis?
- Christopher: 31. januar 1992
- Mathias Gidsel: 8. februar 1999
- Susanne Bier: 15. april 1960
- Karen Blixen: 17. april 1885
- Kong Frederik: 26. maj 1968
- Michael Laudrup: 15. juni 1964
- Caroline Wozniacki: 11. juni 1990
- H.C. Andersen: 4. august 1875
- Mikkel Hansen: 22. oktober 1987
- Kim Larsen: 23. oktober 1945
- Hella Joof: 1. november 1962
- Kasper Schmeichel: 5. november 1986
- Mette Frederiksen: 19. november 1977
- Mads Mikkelsen: 22. november 1965
Opskrift på den bedste fynske brunsviger – en nem kage til fødselsdag
Brunsviger er et klassisk dansk bagværk bestående af
en gærdej, som er dækket af en sød remonce af smør og brun farin. Den første danske brunsviger blev bagt i et lille bageri i Odense i 1830’erne og knap 30 år senere i 1859 nævnes brunsvigeren for første gang i en kogebog, som blev udgivet i Odense. Derfor kan man vidst med god grund sige, at brunsvigeren er fynsk!
Herunder finder du opskriften på den bedste, autentiske brunsviger – nemlig en ægte fynsk brunsviger.
Kig med her!
Fødselsdagsmenu
Hvad skal en god fødselsdagsmenu bestå af? Der er ingen tvivl om, at mange af os straks tænker på boller og kakao. For mange danskere er den klassiske hvide, runde tebolle en rigtig fødselsdagsspise. Men hvad skal mere indgå i den perfekte, klassiske fødselsdagsmenu? Her får du vores bud på, hvad en skøn fødselsdagsmenu kan bestå af.
Som sagt er det skønt med en blød, friskbagt tebolle med kold smør og evt. marmelade og ost. Hertil passer det godt med kold kakao eller varm kakao med flødeskum, hvis det er fødselsdag i vinterhalvåret. Der skal naturligvis også være lidt sødt til i form af en eller flere kager. Traditionelle danske fødselsdagskager kan både være den fynske brunsviger, lagkage med kagecreme og flødeskum eller en vandbakkelse kagemand/kone. Hvilken fødselsdagskage man foretrækker afhænger højst sandsynligt af, hvor i landet man bor – der er nemlig forskellige traditioner når det gælder fødselsdagskagen og dem skal man nødigt ændre på.
Det kan også være en god idé at servere frisk frugt og friske bær – det kan nemlig være rart med lidt frisk og let, blandt boller og søde fødselsdagskager.
Dette var blot et bud på den helt klassiske ‘boller og kakao-fødselsdagsmenu’, som du ikke kan gå galt i byen med. En menu, som alle (eller i hvert fald de fleste) danskere elsker.
Til en fødselsdagsmiddag er der et hav af muligheder for, hvad du kan servere for dine gæster. Det handler nok mest om, at fødselaren må vælge hvad han/hun har lyst til at spise på sin fødselsdag. Hvis det er til frokost eller aftensmad, så er der jo virkelig mange muligheder. Det kan både være kolde eller lune retter og man bestemmer heldigvis selv, hvor mange serveringer, der skal være.
Smørrebrød er både en lækker og nem løsning, hvis man skal holde fødselsdag for mange. Der er så mange forskellige typer af pålæg, så der bør være noget som alle gæsterne kan lide. Ellers er der det sikre valg; kød med sæsonens tilbehør i form af en salat, grøntsager og kartofler eller pasta hertil. Der findes uendelig mange lækre retter, som er nemme at lave, hvis du får mange gæster på besøg. Der er god inspiration til lækre opskrifter på internettet og i mange kogebøger.
Brunch idéer til fødselsdag
Får du derimod gæster til fødselsdagsbrunch, så skal menuen højst sandsynligt bestå af noget andet eller i hvert fald lidt mere. En fødselsdagsbrunch kan bestå af gode boller og rugbrød med forskelligt tilbehør, såsom oste, marmelader og andet pålæg. Mange serverer også æg med bacon og/eller brunchpølser. Der kan også laves små portionsanretninger med chiagrød, skyr eller græsk yoghurt med frisk frugt og müsli. Og hav endelig rigeligt med frisk frugt, bær og melon. Lidt friskt og let er ret vigtigt at have som en del af menuen. Som et sødt element i fødselsdagsbrunchen kan der selvfølgelig laves en af de ovennævnte fødselsdagskager. Og ellers er kager som f.eks. kanelsnegle, kardemommesnurrer, kringle, brunsviger og cookies også oplagte og lækre kager til fødselsdagen. Har fødselaren en særlig yndlingskage, så er det naturligvis dén, der skal serveres – for når man har fødselsdag, så må man bestemme hvad der skal serveres!